Lidt om mig selv, Erik Kayerød.
Jeg har været gift med Lise i 46 år. Vi har 3 døtre og 9 børnebørn. Børnebørnene er imellem 2 og 11 år.
Mens jeg læste, havde jeg en del arbejde ved siden af. Mine forældre døde, da jeg var henholdsvis 11 og 14 år. Jeg fik undtagelsesvis lov til at fortsætte i folkeskolen, til jeg fik en realeksamen. Så var jeg alene og måtte klare mig selv både økonomisk og boligmæssigt. Som 17 årig lod jeg mig indkalde som værnepligtig soldat for der at få en betalt uddannelse. Jeg blev sergent som 18 årig, og jeg havde fået nok af forsvaret da jeg var 19. Da jeg blev hjemsendt, måtte jeg først tjene penge til livets ophold og for senere at kunne påbegynde en uddannelse. Jeg tog først et halvt år som specialarbejder på fjernsynsfabrikken ToR . Det var 45 timer om ugen. Den proces måtte jeg gentager senere. Ved siden af studierne havde jeg andre job. Jeg var bl.a. lærer i aftenungdomsskolen og omviser på Guttenberghus. Om sommeren havde jeg sommerferiejobs som fx specialarbejder på Atlas eller som vikar i statens pantelånerafdeling benævnt Det Kgl. Assistenshus.
Jeg var 30 år da jeg blev civilingeniør.
1969 – 1983 CK69 og Ansat på Radiometer a/s, hvor jeg senere blev chef for kemisk produktionslaboratorium.
1983 – 1985 Projektleder på Københavns Pektinfabrik.
1985 - 1987 Projektleder i B&W-energi. Jeg havde ansvaret for B&W-energis projekter i Holland, Belgien og Tyskland.
1987 - 1989 Flyvematerielkommandoen, hvor jeg arbejdede med flyrelaterede materialer. Blev udlånt til Udenrigsministeriet til projektvurdering i Kina.
1989 - 2000 Flyvevåbnets Miljøinspektør. I den forbindelse tog jeg en mastergrad i miljøledelse på DTU en såkaldt MEM
2000 - 2006 Leder af Flyvematerielkommandoens Laboratorium
2006 - Pensionist som 68 årig.
Pensionistopgaver:
Opgaver Børnepasning. To gange rejste vi til USA for at passe børnebørn mens forældrene var til konference i et tredje land. Nu bor alle vore børn svigerbørn og børnebørn inden for en radius af 20 km.
Jeg har en bestyrelsespost i en lokal IDA bestyrelse, og jeg er leder af et bridgehold. Det frivillige arbejde, jeg synes bedst om, er et job i en lektiecafe. Lektiecafeen adskiller sig nok fra de fleste andre derved, at dem, vi hjælper, er førstegenerations indvandrere fra Afghanistan, Irak, Iran og Pakistan og anden generations indvandrere fra Tyrkiet. De går i Gymnasiet, på HF og for nogles vedkommende er de førsteårsstuderende på universitetet eller på en professionshøjskole. Holdet består af tre frivillige civilingeniører, en dyrlæge og tre gymnasielærere plus tre fire med anden uddannelse. Det, der fascinerer mig ud over det måske rent faglige, er, at man kan møde så forskellige unge mennesker med et så enormt gå på mod. Mange er kommet hertil som fjortenårige. De skulle først lære sproget, og de pigerne, som kom fra Afghanistan, havde aldrig gået i skole. Nu læser to af dem til farmaceut på KU.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar