søndag den 20. november 2011

Billeder fra K 61 jubilæet

Carl-Emil Sandberg, Ole Valbirk, bagved ses Grethe, Otto Henning Ib og Jesper
Ole Valbirk, Jan Erik Johnsson, Preben Skov Larsen, Ernst Hansen
Grethe AlbækHelin, Otto Andresen, Henning Schädler, stående Eyvind Kornbeck
Karen Gjesing Welinder, stående Mette-Lise Bjørn, Michael Locht Michelsen, Flemming Brink Larsen, Ejvind Christensen og Birger Felsing
Torben Jacobsen, lidt af Søren Iversen, Jesper Nielsen, Jørgen Mollerup og Erik Kayerød
Kim Demandt, Eyvind Kornbeck og Steen Hugo Jensen
Jesper Thygesen
Jørgen Mollerup demonstrerer, Ejlif Jacobsen og Jesper Nielsen ser på
Torben Jacobsen, Erik Kayerød og lidt Jørgen mollerup og Jesper Nielsen
Karen G, stående i baggrunden, Michael, Mette, Flemming og Ejvind
Ernst Hansen, ved bordet bagved Rune Strube, Henrik Hougs og nakken af Elo Hartig
Elo Hartig, Rune Strube, Henrik Hougs, Ib Pørtner, nakken af hhv Christian WW og Ole Weiling 
Otto Andresen, Henning Schädler og Ib Rasmussen
Jester Thygesen, Ole weiling, Elo Hartig og nakken af Christian WW, stående Jesper Nielsen
 
Forrest taler Ole Weiling med Christian WW, bagved sidder Elo hartig, Rune Strube, Henrik Hougs og Ib Pørtner

Efter mange strabadser og tydeligt manglende IT kundskaber er det lykkedes mig at oprette en Picasso web adresse, så jeg kunne indsætte disse billeder på vores K61 side. Nu håber jeg bare at I er i stand til at se dem. Jeg har indsat navne på billederne, men tilsyneladende er det ikke kommet med over. Jeg forsøger at finde frem til et eller andet så I kan få lidt hjælp til hukommelsen :-)
Jeg kom for sent i gang med kameratet så der er desværre nogle af deltagerne der slet ikke er kommet med på billederne, ærgerligt også.
Stort knus til jer allesammen. det var hyddeligt at se jer igen :-)

torsdag den 3. november 2011

CV Preben Skov Larsen


1967-1970.

I de tre første år efter DTH (som det vist hed dengang), var jeg ansat i A/S GEA, et firma som var kendt for Restenil. Et produkt, som udover sin i almindelighed sløvende virkning, var fantastisk, når man ønskede at sove. Skulle man yde noget om ca. 6 timer var 2 styks nok, og når man vågnede, var man fit for fight og kunne køre bil i adskillige timer uden at falde i søvn. Det var ellers en formidabel arbejdsplads. Megen organisk syntese og meget lærerig. Vi lavede mange nye produkter og jeg samarbejdede  med vores gamle lærer Christian Pedersen m. fl. Dengang havde man netop fået en NMR, som kunne definere selv ret komplicerede strukturer. Desværre for mig var det for indelukket. Der var næsten ingen kontakt udadtil.

1970-1971.

Næsten 2 år i Loreilleux Norge (Oslo), hvor jeg formulerede trykfarver og fik kendskab til en grafiske industri.

1971-1985.

Trykfarveindustrien anvender som dyreste bestanddel farvepigmenter, som i Danmark blev produceret af Kemisk Værk Køge A/S. Idag foregår næsten al produktion i Kina, Indien, mm. Jeg var leder af anvendelsesteknisk afdeling og begyndte hurtigt at besøge kunder for at forklare vore pigmenters tekniske fortrin vedrørende anvendelse i forskellige medier, såsom trykfarver, malervare, plast, mm. Det bragte mig til mange til mange steder i verden. Det var lige mig. Fra 1980 var jeg marketingchef.

1985-1988.

Søgte nye udfordringer i byggeindustrien som marketing direktør i Sika Beton A/S. I begyndelsen gik det ufattelig godt, som en vis mand dengang udtalte, men efter at han indførte kartoffelkur faldt slaget med mere end 50%, og jeg måtte finde nyt job.

1988-2004.

Undersøgte forskellige muligheder, men endte med at returnere til KVK, som gerne så mig som indkøbschef. Det viste sig, at være bedre end jeg troede. Det var virkelig en herlig tid, sådan at rejse rundt og møde så mange søde og rare mennesker. Jeg fik jo et pænt indkøbsbudget at forvalte. Inden jeg forlod KVK (som i 1991 blev overtaget af Sun Chemical) var budgettet mere end 500 mill. dkr. Jo, folk bliver søde og rare.

Det var de 50 år og ca. 20 kg mere siden!

mandag den 15. august 2011

CV Jesper Callø Thygesen

Jesper Callø Thygesen. K61.

Efter at jeg afsluttede på DTU,var der jo lige noget, der skulle overstås hos militæret, så jeg tilbragte to år hos luftværnsartilleriet og sluttede af med stjerner på skuldrene og to spildte år. Min løbebane derefter var knap så retlinet som set hos andre.

Først blev jeg ansat på universitetets institut for biofysik. Det var alligevel ikke rigtig mig, så jeg flyttede til Hellesens som udvikler, derefter blev jeg exportkonsulent hos Dansk Teknisk Oplysningstjeneste. Så blev jeg marketingchef hos Superfos og siden konsulent i Industrirådet. Så forsøgte jeg mig som selvstændig chef i en mindre maskinfabrik.

Det gik ikke ret godt, så jeg tog et job som marketingchef hos Steins Laboratorium og havde nogle pragtfulde år. Da jeg sluttede der, måtte jeg konstatere, at mim alder ikke længere passede til en almindelig ansættelse, så jeg fortsatte som selvstændig vognmand i godt 10 år, det var lækkert: alene det at sætte sig ud i bilen uden at ane, hvad dagen ville bringe var godt.

Da jeg rundede de 65, gik jeg på pension med en noget slidt ryg, så nu nyder jeg mit otium i Helsingør med min kone Anita, der også er pensioneret.

I mellemtiden har jeg også taget en HD i Afsætningsøkonomi samt diverse internationale lederuddannelser.

Min civilstand har også været skiftende, rejser engang imellem til udlandet og har et sommerhus.
Vi har to voksne børn og 5 børnebørn.

Det var, hvad jeg kunne underholde med.

Jesper

søndag den 14. august 2011

CV Kim Demandt

CV Kim Demandt
1966-1969
Mislykket licentiatstudie på Kemiteknik. Kom tilfældigvis i kontakt med opfinderen af Carmen
Curlers, da han en lørdag formiddag dukkede op på Instituttet for at veje nogle gascurler prototyper. Vi
faldt i snak og det endte med, at vi lavede et samarbejde omkring viderudviklingen.
1970-1973
Halvtids ”generalsekretær” i Automationsselskabet og halvtids gascurle udvikler.
Gascurle projektet faldt bogstavelig talt til jorden med et brag, da en af curlerne ved den endelige
demonstration, eksploderede i håret på konen af Clairol’s topdirektør. Hun havde et usædvanligt stort
og tykt hår. Arbejdede videre med at udvikle en forbedret micro-termostat styring af gasflowet. Kom
aldrig til at virke tilstrækkelig sikkert.
1974-1979
Jobbet i Automationsselskabet bevirkede, at jeg blev ansat i Tiger Data med ansvar for udvikling af
CAD forretningsområdet. Var klart for tidligt ude. PC’en var ikke opfundet endnu.
1979-1983
Via personlige bekendtskaber blev jeg involveret i udvikling af en ny type medicinsk røntgescanner.
Projektet måtte opgives pga problmer med at få udviklet et egnet røntgenrør. Fik i den anledning
kontakt med den danske industrielle røntgenverden, der stadig var lidt af et ”wild-west” område. Disse
kontakte førte mig direkte videre til mit næste job.
1983-1990
Direktør i Andrex Radiation Systems med ansvar for opbygning af en røntgensystem division.
Lykkedes rimeligt godt. Endte op med 25 mand og med hele verden som tumleplads med kunder fra rå
fisk til aerospace. Efter, at hele Andrex Radiation blev solgt til en stor amerikansk koncern, gik der
ikke langt tid før at uenigheden omkring nogle projekter blev for stor og jeg fik sparket. Heldigvis fik
jeg lov til at tage de par projekter, som uenigheden drejede sig om, med.
1990-
Købte en halvpart i det noget skrantene elektronikfirma Magnatek Aps med henblik på færdiggørelse af
de to røntgenprojekter – en primitiv CT scanner til extruderstyring ved fremstilling af HV kabler og en
røntgekilde til et osteoporose diagnostisering. Begge disse lagde projekter lagde grunden til, at jeg
sidenhen har kunne leve rimelig godt, at jeg selv bestemmer, hvad der er godt for mig og virksomheden
og fortsat har et udfordrende arbejde med at udvikle og sælge nye røntgenapparater. Forsøger nu at
sælge virksomheden, men må erkende, at den nye generation af opfindere ikke ligefrem står i kø med
en stor pose penge. Så jeg holder nok ved nogle år endnu.
Konklusion
Et K-studie og tilfældigheder kan føre mange veje hen.
Privat
Er fortsat gift med den samme. Bor i Nærum, men tilbringer så meget tid som muligt på vores lille
landsted ved Isefjorden. Håber på at kunne supplere folkepensionen med fjordfiskeri og entréindtægter
fra den Demandtske bondekunst samling, når den tid kommer.

lørdag den 13. august 2011

CV Elo Hartig

CV for Elo Hartig CK 61137

Startede som forsker hos Ferrosan og senere DGI (Dansk Gærings-Industri (DANISCO). Skiftede spor til organisationsmand, blev miljøchef i Industrirådet (Dansk Industri) derefter direktør for FDKI Foreningen af Danske Kemiske Industrier og senere adm. direktør for SPT Brancheforeningen for Sæbe- Parfumeri og teknisk kemiske artikler. Jobbet som organisationsmand medførte et omfattende internationalt samarbejde i EU, og de europæiske brancheforeninger (lobbyist) samt USA, samarbejde med de multinationale firmaers specialister, når man ved regeldannelse skulle dokumentere og argumentere på industriens vegne i EU, OECD og de danske ministerier.

Driver nu Hartig Miljøkonsult sammen med Lillian Sangstad, som jeg for øvrigt er gift med, og det var jeg også før vi begyndte på studiet på DtH. Sammen har vi 2 voksne børn

CV Eyvind Kornbeck

Eyvind Kornbeck

Er gift med Jette på 44- tyvende år. Vi har to børn (hvoraf en civilingeniør kemi, så jeg kan jo ikke have jamret alt for meget selvom jeg grundlæggende ikke kan lide kemiske anlæg. De er grimme, lugter og larmer).

Omkring det faglige har jeg I det mest af tiden beskæftiget mig med petrokemi og olie og gas produktion.

Mest intenst hos Haldor Topsøe 1968-1973, mindst som sagsbehandler I miljøstyrelsen 1976-1978 og som projektingeniør for dieselkraftværker i Saudiarbien hos hos B&W i Bonde Nielsens slutfase 1979-1981.

Fra 1985 ansat hos Mærsk Olie og Gas AS med arbejdsområde projektering af offshore olie og gas udvindingsanlæg, afsluttet med 7 år i Qatar som Head og Engineering.

Fra Qatar jeg gik på pension 2008 og kørte hjem i bil, hvilket var en stor oplevelse.

Har nu er rar pensionisttilværelse med bolig I Birkerød.

CV Ib Pörtner

CV for Ib Pörtner
Efter militærtjeneste blev jeg ansat på Arbejdstilsynets laboratorium SIFA (det senere Arbejsmiljøinstitut), men efter halvandet år flyttede jeg ud i tilsynskredsene. Først i København og senere i Holstebro og Odense.
I 1975 blev jeg ansat på Kgl.Brands ingeniørkontor, hvor jeg var beskæftiget med risikovurdering og skadeforebyggelse. Kgl.Brand havde den gang forsikring for mange kemi- og medicinalfabrikker, og der er ikke mange danske virksomheder indenfor disse kategorier som jeg ikke har besøgt. Specielt Novo Nordisk, Lundbeck, Grindstedværket og Spritfabrikkerne har jeg besøgt mange gange.
Efter nogle år blev jeg leder af ingeniørkontoret og lidt efter lidt blev jeg blev jeg blandet  ind i arbejdet med tariffer og forsikringsbetingelser, ligesom jeg kom med i diverse arbejdsgrupper i Forsikring og Pension samt Dansk Brandteknisk Institut. I 90erne var jeg med til at introducere det skadeforebyggende koncept EHS i Danmark. Efter en større omorganisering hvor Ingeniørkontoret blev nedlagt som selvstændig afdeling havde jeg forskellige stabsfunktioner og da forsikringsselskabet if blev dannet af  Kgl.Brand i Danmark, Skandia i Sverige, Storebrand i Norge og Sampo i Finland arbejdede jeg med at skabe fælles kvalitetsstandarder i de fire lande. Jeg stoppede i 2004 men arbejdede dog et par år som konsulent i Dansk Brandteknisk Institut.
Jeg er gift og har to børn plus to bonusbørn og i alt 6 børnebørn. Ingen af børnene er blevet kemikere. Jeg har en søn der er professor i Udviklings økonomi i USA, og en datter, en svigersøn og en svigerdatter er beskæftiget med for, dog pensionsforsikring.
Mine interesser er bl.a l'hombre, bridge og Odd Fellow