torsdag den 3. november 2011

CV Preben Skov Larsen


1967-1970.

I de tre første år efter DTH (som det vist hed dengang), var jeg ansat i A/S GEA, et firma som var kendt for Restenil. Et produkt, som udover sin i almindelighed sløvende virkning, var fantastisk, når man ønskede at sove. Skulle man yde noget om ca. 6 timer var 2 styks nok, og når man vågnede, var man fit for fight og kunne køre bil i adskillige timer uden at falde i søvn. Det var ellers en formidabel arbejdsplads. Megen organisk syntese og meget lærerig. Vi lavede mange nye produkter og jeg samarbejdede  med vores gamle lærer Christian Pedersen m. fl. Dengang havde man netop fået en NMR, som kunne definere selv ret komplicerede strukturer. Desværre for mig var det for indelukket. Der var næsten ingen kontakt udadtil.

1970-1971.

Næsten 2 år i Loreilleux Norge (Oslo), hvor jeg formulerede trykfarver og fik kendskab til en grafiske industri.

1971-1985.

Trykfarveindustrien anvender som dyreste bestanddel farvepigmenter, som i Danmark blev produceret af Kemisk Værk Køge A/S. Idag foregår næsten al produktion i Kina, Indien, mm. Jeg var leder af anvendelsesteknisk afdeling og begyndte hurtigt at besøge kunder for at forklare vore pigmenters tekniske fortrin vedrørende anvendelse i forskellige medier, såsom trykfarver, malervare, plast, mm. Det bragte mig til mange til mange steder i verden. Det var lige mig. Fra 1980 var jeg marketingchef.

1985-1988.

Søgte nye udfordringer i byggeindustrien som marketing direktør i Sika Beton A/S. I begyndelsen gik det ufattelig godt, som en vis mand dengang udtalte, men efter at han indførte kartoffelkur faldt slaget med mere end 50%, og jeg måtte finde nyt job.

1988-2004.

Undersøgte forskellige muligheder, men endte med at returnere til KVK, som gerne så mig som indkøbschef. Det viste sig, at være bedre end jeg troede. Det var virkelig en herlig tid, sådan at rejse rundt og møde så mange søde og rare mennesker. Jeg fik jo et pænt indkøbsbudget at forvalte. Inden jeg forlod KVK (som i 1991 blev overtaget af Sun Chemical) var budgettet mere end 500 mill. dkr. Jo, folk bliver søde og rare.

Det var de 50 år og ca. 20 kg mere siden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar