Jan (Erik) Johnsson – kort CV til K61-træf – 17. juli 2011
Det personlige
Jeg blev gift med Astrid i 66, vi boede et års tid i lejlighed i Søpassagen 3 ved Fredens Bro, derefter flyttede vi i bondegård i Ølstykke sammen med Knud Olav (også K61, død for 8 år siden) og hans kone og Teller og kone. Sommeren 69 flyttede vi i kollektiv/bofællesskab i Allerød sammen med 5 andre fra Gl. 7 på Egmont. Der boede jeg i 10 år, men blev skilt fra Astrid i 74, vi har en datter Karen på 40. Nu bor jeg i rækkehus i Virum sammen med Kirsten, vi har en søn på 31.
Det faglige mm.
Mit første job var hos Haldor Topsøe, hvor jeg arbejdede med udvikling af katalysatorer til oxidation af SO2 til SO3 til brug for fremstilling af svovlsyre ud fra SO2 i restgassen fra naturgasrensning og petrokemiske anlæg. Den såkaldte WSA-proces (Wet Sulfuric Acid). Denne proces var en af Topsøes første miljøtekniske processer, og der sælges stadig mange anlæg af denne type.
Det kom til at præge resten af mit arbejdsliv, hvor jeg har arbejdet med kemisk reaktionsteknik, procesteknik, miljøteknologi og luftrensning.
Efter nogle år hos Topsøe skiftede jeg til DIA-K (Danmarks Ingeniørakademi, Kemiafdelingen), fordi jeg godt kan lide at undervise, og jeg er blevet i den branche.
På DIA-K var jeg med til at indføre undervisning miljøteknologi, og allerede i 1972 underviste jeg fx i drivhuseffekten og satte de studerende til at opstille massebalancer for CO2-kredsløbet, her var jeg vist forud for min tid. Men den kendte svenske kemiker Svante Arrhenius havde jo regnet på det og havde allerede i 1896 publiceret en artikel om sammenhængen mellem atmosfærens CO2-indhold og jorden temperatur, så jeg var på sikker grund.
1972/73 havde jeg orlov og var på McGill University i Montreal, hvor jeg bl.a. arbejdede med matematiske modeller for bobler i fluid bed. (Jeg fluidiserede sand med luft og målte boblestørrelser og -hastigheder). I 1973 tog det ca. 2 timer på Danmarks største computer at regne 40 sekunders boblebevægelser, og jeg havde en hulkortstak på ½ m. Nu ville jeg kunne regne det på en standard PC i løbet af få minutter.
I 1979-81 var jeg igen på orlov og arbejdede i COWI. Mine primære arbejdsområder var luftforurening og luftrensning. En stor opgave var en undersøgelse af luftforureningen i Grenaa, som havde mange store luftforurenende industrivirksomheder.
I 1985 tog jeg igen en smut til Canada, denne gang til University of British Columbia i Vancouver, hvor jeg fortsatte mit fluid bed arbejde med modellering af fluid bed reaktorer, og det blev en god start på mit næste arbejdsområde, som var fluid bed forbrænding.
Fra 1986 var jeg en del af min tid på Institut for Kemiteknik på DTH, hvor Professor Knud Østergaard havde startet et projekt om fluid bed forbrænding. På DIA-K skulle vi kun undervise, ikke forske, men jeg fik en orlovsaftale, så jeg både forskede og underviste, ligesom de DTH ansatte. Da DTH og DIA blev lagt sammen i 1995 og senere i 2000 helt fusioneret var det nemt for mig, jeg havde kontor og kolleger begge steder.
Fra 1987 har jeg været en del af forskningsgruppen CHEC (Combustion and Harmful Emission Control) under ledelse af Kim Dam-Johansen. De første 5-6 år arbejdede jeg på begrænsning af NOx (NO+NO2)-emissionen fra fluid bed forbrænding. Processen blev et hit i Sverige til forbrænding af biomasse, men der blev kun bygget et enkelt anlæg i Danmark.
De sidste 15 år har min forskning været koncentreret om at begrænse emissionen af SO2 og NOx fra el- og varmeproduktion, såkaldte de-NOx - og røggasafsvovlingsanlæg, i tæt samarbejde med de danske kraftværker. Det har været spændende at være med til at optimere anlæggene til røggasrensning. Da det første afsvovlingsanlæg blev bygget i Danmark var afsvovlingsgraden 90 %. Det er nu forøget til 98-99 %. Det har været et langt sejt træk, som fik ekstra motivation med indførelse af svovlafgiften i år 2000.
I alle årene har jeg samtidig undervist på DIA-K og DTU samt på talrige efteruddannelseskurser, og det har altid været en udfordring, som har holdt mig oppe på mærkerne. Ved årsfesten 2009 på DTU havde jeg den glæde at blive valgt som årets underviser på Diplomingeniøruddannelsen på DTU. Og sjovt nok blev en anden K61’er, Michael Michelsen valgt som årets underviser på civilingeniøruddannelsen. Så de gamle kunne endnu.
Jeg har altid ment at man skal stoppe mens man er på toppen, så 1. oktober 2009 gik jeg på pension, men jeg er stadig emeritus. Jeg har siden undervist et par kurser, men nu har jeg ryddet mit kontor og har kun enkelte mindre opgaver tilbage.
Min undervisning har primært været i Kemisk Procesteknik, Miljøteknologi, Luftrensning og Kemisk Reaktionsteknik. Sidstnævnte kursus har altid stået mit hjerte nær, fordi det er specielt for kemiingeniøruddannelsen. Alle andre kurser og fagområder i uddannelsen undervises der også i på andre universiteter eller andre ingeniørretninger. Det har været en stor motivationsfaktor både for mig og for de studerende, så hvis I er uenige er det for sent. I vores tid fik vi undervisning i reaktionsteknik (beregning af kemiske reaktorer) i Bjørkmans store kursus, jeg tror vi læste de første 6 kapitler i ”Octave Levenspiel: Chemical Reaction Engineering”. For KP’erne underviste Peter Rasmussen i resten af bogen.
Efterskrift
Og hvad så? Jeg er heldigvis uden for mange aldersskader, og jeg kan godt lide at se på fugle, vandre i naturen, cykle, svømme og sejle lidt i kajak. Selv om jeg kun har ét barnebarn tager det heldigvis noget tid. Jeg spiller stadig bridge med mine gamle makkere fra tegnestuen/studietiden, Ivan Diers (K61) og Steen Teller (E61). Den sidste makker fra den tid, Arne Hansen (K61) er død for 7 år siden. IDA har i øvrigt mange spændende arrangementer for pensionister, som jeg kan anbefale. Desuden kan jeg godt lide at lave mad, og Kirsten kan godt lide at spise den, og Kirsten spiller musik (kontrabas), og jeg kan godt lide at lytte til musik. Og så er det jo dejligt selv at kunne disponere sin tid. Der har netop været jazzfestival i København, det er herligt at kunne tage til staden og høre lige hvad man har lyst til.
